Henvisning: Klinikkens målgruppe er børn og unge mellem 4 og 18 år, med mistanke om en udviklingsforstyrrelse eller en psykisk lidelse, som fx adhd, autismespektrumforstyrrelse, tics/tourettes syndrom, angst, ocd eller depression. En del børn eller unge vil derudover kunne have en overbygning med fx adfærdsforstyrrelse eller for nogles vedkommende en begyndende skæv personlighedsmæssig udvikling.
Hvis børn og unge udviser tegn på mistrivsel, belastningssymptomer eller funktionsnedsættelse i forhold til jævnaldrende, vil det ofte være relevant i samråd med skole, PPR, egen læge og eventuelt forvaltning først at søge at afdække og afhjælpe udfordringerne, inden eventuel henvisning til børne- & ungdoms-psykiater. Hvis der fortsat er mistanke om en psykiatrisk problematik der kræver udredning, vil barnet kunne henvises. Hvis ikke muligt at tilvejebringe en forudgående vurdering ved ppr eller anden psykolog, og der skønnes behov for rådgivning i forhold til den videre plan for barnet eller den unge, vil der kunne henvises med henblik på en umiddelbar vurdering af, hvilke tiltag der eventuelt kan anbefales iværksat.
Hvis der er en svær social problemstilling omkring barnet eller den unge, fx pågående svære psykosociale belastninger eller for unge over 15 års vedkom-mende forældremyndighedsindehavere, der ikke er enige i, at den unge skal have et forløb i klinikken, så anbefales overvejelse om henvisning i stedet til den offentlige psykiatri, hvor der er mulighed for socialrådgiverbistand.
Hvis den primære problemstilling er sværere tilbagevendende selvskade, svære selvmordstanker, mistanke om spiseforstyrrelse, maniodepressiv sygdom, psykose (hallucinationer) eller et pågående betydeligt alkohol- eller stofmisbrug hos den unge, hvor der kan være brug for akut tilgængelighed, anbefales ligeledes henvisning til den offentlige psykiatri, hvor der er et akutberedskab tilknyttet.
Udredning og eventuel behandling i klinikken er ved klinikkens tilknyttede speciallæge. Hvis man er udredt andetsteds fra, men henvises med henblik på stillingtagen til behandling, så starter forløbet med en indledende udredningssamtale, som hvis man var henvist med henblik på udredning, for at sikre, at barnet/den unge er så velbeskrevet som muligt, inden eventuel behandling iværksættes. Udredning og behandling følger de nationale kliniske retningslinjer herfor, men tilpasses derudover den enkelte ud fra vurderet behov.